Copenhagen Life Science Summit samler til oktober Europas førende aktører inden for sundhed og life science for at diskutere og formulere konkrete anbefalinger til, hvordan forskning, innovation og life science-sektoren kan forbedre både patientbehandling, konkurrenceevne og forsyningssikkerhed i hele EU.
Sundhed er ikke længere kun et velfærdsspørgsmål – det er også strategisk vigtigt for Europas konkurrenceevne, forsyningssikkerhed og bæredygtige fremtid.
Derfor samles Europas ledende aktører inden for sundhed og life science for at finde opskriften på, hvordan netop sundhed og life science kan blive en drivkraft i den europæiske indsats.
Den 8.-9. oktober 2025 mødes det europæiske økosystem på sundheds- og life science-området – politiske beslutningstagere, forskere, klinikere, repræsentanter fra industrien, patientorganisationer og investorer, i hjertet af Innovation District Copenhagen til Copenhagen Life Science Summit – en todages topkonference under det danske EU-formandskab.
Modige anbefalinger til den europæiske life science-strategi
Målet for de to konferencedage i Danmark er at levere modige, nytænkende og innovative input og konkrete anbefalinger til det videre arbejde og udmøntning af Kommissionens EU-strategi for life science; A Strategy for European Life Sciences – Positioning the EU as the world’s most attractive place for life sciences by 2030, som blev offentliggjort i begyndelsen af juli.
Programmet på de to konferencedage skal afspejle det sundhedsinnovative økosystem fra start til slut.
På førstedagen er fokus på den tidlige, translationelle forskning, lovgivningsmæssige barrierer for klinisk forskning og forskningsinstitutionernes indsats for at accelerere de innovative sundhedsidéer inden for bl.a. personlig medicin og forebyggelse. Her vil der blive diskuteret modeller for afvikling af unødvendige behandlinger (low value care), kliniske platformsforsøg som motor for en effektivisering og forbedring af patientbehandling og idéen om at etablere et europæisk life science-råd.
“I Danmark og Europa har vi ikke bare forskning i verdensklasse og en stærk tradition for partnerskaber med industrien; vi har også et sundhedsvæsen der er modent til at udvikle og afprøve nye løsninger til gavn for både patienter og samfund. Europas styrke på life science-området afhænger af vores evne til at omsætte forskning til konkrete resultater, der kan implementeres hurtigt og i stor skala. Konferencen skal understøtte, at vi får truffet de vigtige, nødvendige beslutninger, der kan sætte skub i den proces,” siger Rasmus Møgelvang, direktør på Rigshospitalet.
Life science som vækstmotor
Med afsæt i alt det, life science-sektoren har at byde på – fra innovation og forskning til sundhedsløsninger, investeringsmuligheder samt eksportpotentiale – er Healthcare Denmark vært for konferencens andendag. Her er fokus på at udforske, hvordan life science kan blive en drivkraft for vækst, nye virksomheder og øget konkurrenceevne i Europa. Konferencedagen vil samtidig belyse EU’s sundhedsøkosystem i en global kontekst og fremhæve betydningen af en stærk tilgang til europæisk samarbejde på tværs af offentlige og private aktører. Debatten kobles tæt til Europa-Kommissionens konkurrenceevnekompas og ambitionerne om at gøre life science til et strategisk indsatsområde i hele EU, hvilket skal fremme og styrke Europas position som en førende life science-region globalt.
“Europa har alt det, der skal til for at lykkes – men vi skal blive bedre til at arbejde på tværs af offentlige og private aktører i det europæiske life science-økosystem og bruge vores ressourcer smartere. Der er et kæmpe potentiale for at styrke den europæiske life science-industri. Vi håber derfor, at konferencen i København kan blive et vendepunkt, hvor vi ikke kun taler om udfordringerne, men får igangsat en dialog, der kan være med til at præge fremtidens europæiske life science-politik” siger Jakob Skaarup Nielsen, direktør i Healthcare Denmark
Tre venues – én sammenhængende konference
Copenhagen Life Science Summit indledes den 8. oktober af og på Rigshospitalet med konferencen “Invest, Innovate, Collaborate, Elevate” – med deltagelse af uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M). Dagen efter forsætter konferencen i Mærsk Tårnet med “Life Science: A Catalyst for European Competitiveness”, hvor Healthcare Denmark er vært med deltagelse af erhvervsminister Morten Bødskov (S).
Den 8. oktober er Healthcare Denmark desuden vært for en reception på Københavns Rådhus, der samler og binder de to konferencedage sammen, hvor alle aktører fra begge konferencedage mødes med deltagelse af indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V).
Man kan læse mere om Copenhagen Life Science Summit, programmet og speakers her.
Konferencen ventes at munde ud i fælles anbefalinger, der kan omsættes til virkelighed, og som viser, hvordan vi sikrer højere kvalitet i behandlingen, hurtigere adgang til innovation, stærkere beredskab – og bedre anvendelse af penge, data og sundhedspersonalets tid
Uddannelses- og forskningsminister Christina Egelund (M) siger:
”En stærk life science-sektor er med til at sikre arbejdspladser, vækst og nybrud. Det er også en sektor med benhård global konkurrence – og EU sakker bagud. Den udvikling skal vendes! Derfor er den europæiske life science-strategi en vigtig sag under det danske formandskab. EU skal kunne tiltrække de bedste og skarpeste hjerner, have tilstrækkeligt med investeringer på området og samtidig give de mest optimale rammer for at bedrive verdensførende forskning og innovation.”
Erhvervsminister Morten Bødskov (S) siger:
”EU’s konkurrenceevne skal op i gear. Vi står på en brændende platform med en verden, som forandrer sig hastigt. Life science er én af de både nationale og europæiske styrkepositioner, vi skal have fokus på, hvis ikke vi skal gå glip af fremtidens vækst og jobs. Jeg ser frem til, at vi til efteråret samler europæiske nøgleaktører inden for life science på dansk jord. For samarbejde og dialog er afgørende for at få den europæiske konkurrenceevne tilbage på ret køl.”
Indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V) siger:
”Danmark har en styrkeposition inden for life science, men den globale konkurrence er hård, så hvis vi også fremover skal gøre os gældende, er der behov for, at vi styrker samarbejdet i Europa. Derfor er det afgørende, at vi giver life science-branchen gode rammevilkår og styrker hele værdikæden på europæisk plan. Vi skal forbedre vores konkurrenceevne og sætte yderligere skub på innovationskraften i EU ved for eksempel bedre brug af sundhedsdata og flere kliniske forsøg – også på tværs af landegrænser – så vi sammen kan styrke udviklingen af fremtidens teknologi og behandling til gavn for patienter og medlemslandenes sundhedsvæsener.”
Kontakinfo